Det gule legeme – hormonernes dirigent
Det gule legeme er en struktur, der opstår dér hvor det forrige æg blev løsnet. I det gule legeme bliver det drægtighedsbevarende hormon, progesteron (P4) produceret.
Hormonet er vigtigt i forhold til drægtighed, men også en lang række mekanismer, der går forud for drægtigheden. Uden progesteron spiller det samlede orkester af hormoner ikke sammen.
Især højtydende køer, med højt foderoptag, vil naturligt have en stor gennemstrømning af blod gennem leveren. Processen gør, at det progesteron koen producerer, hurtigt bliver nedbrudt, da det sker i leveren. Disse køer vil derfor naturligt opleve lave niveauer af progesteron og har derfor en dårligere regulering af ”hormon-orkesteret”.
Progesteron (P4) har betydning for

- Regulering af vækst og modning af æg og æg-blære
- Kvaliteten af ægget og embryo
- Dobbeltovulationer – færre ved højt P4 = færre tvillinger
- Forberedelse af miljøet i børen til drægtighed
- Opretholdelse af drægtighed
- Aktivering/regulering af receptorer i hjernen og kønsorganerne, så de øvrige hormoner virker
Ikke alle mekanismer er kendte, men én ting er studierne enige om; at tilstedeværelsen af højt progesteron under æg-udviklingen øger fertiliteten hos lakterende køer1.
Praktisk tilgang til reproduktion – to slags repro-køer
Når køer tages fra til undersøgelse, måske fordi de ikke er set i brunst, kan man forsimple tilgangen til reproduktionsundersøgelsen ved at der er to slags repro-køer:
1) Koen med et gult legeme på æggestokken
2) Koen uden gult legeme på æggestokken
Køer med gult legeme
I det tilfælde, hvor der er et gult legeme på æggestokken, vil koen oftest være i cyklus. Køerne har produktion af progesteron. Disse køer vil oftest kunne induceres til at komme i brunst med prostaglandin. Prostaglandinen er med til at tilbagedanne blodkarrene omkring det gule legeme og dermed stoppe forsyningen af progesteron.
Når progesteron forsvinder, laver de andre hormoner en æg-løsning. Ægløsningen vil man ofte se 3-4 dage efter, men det kan variere, afhængig af hvor koen er i cyklussen på tidspunktet for prostaglandin-injektionen.
Køer uden gult legeme
Hvis vi udelukker de kører, der netop har haft en ægløsning, så vil denne kategori oftest indeholde køer, der ikke har en normal cyklus og regelmæssig brunst. Orkesteret spiller ikke sammen, hvis det spiller overhovedet.
Ofte vil æggestokkene på disse køer være “tomme”/”acykliske” (ingen ægblærer over 8 mm) eller have “follikelcyster”/”cyster” på æggestokkene (ægblærer over 25 mm).
Hvis andelen af køer, der er acykliske eller har follikelcyster overstiger 20 %, 50-60 dage efter kælvning, er der god grund til at se på sundhed, management og fodring i goldperioden og ved opstart efter kælvning.

Find ud af mere om repro hos køer
Kontakt Ceva Kvæg
Har du spørgsmål om repro hos køer eller andet, så er vi klar til at hjælpe.
